Loui & Lucia er først og fremmest et kreativt værksted Her finder du bl.a. mine børnebøger, sangkort, plakater og malerbøger med de karakteristiske illustrationer som kendetegner dette børneunivers.
Igennem Loui & Lucia formidler jeg også kreative workshopforløb for pædagogisk personale og krea-pædagogiske bagtanker omkring, hvordan vi kan være med til at samskabe en verden for og med børn, hvor der er fokus på at dyrke nærværet, fordybelsen, fantasien, nysgerrigheden, humoren, det skøre og skæve, legen og den kreative forholdemåde.
FORDI, det giver lys i øjnene og mening med tilværelsen, at kunne udtrykke sig legende og skabende i meningsfulde fællesskaber. Det er for mig at se grundlæggende for det gode børneliv.
Er du mere nysgerrig på hvem jeg er, kan du læse mere herunder:
Historien bag Loui & Lucia
Jeg hedder Henny Jensen og er kvinden bag Loui & Lucia, samt mor til børnene bag navnene, lillebror Loui og storesøster Naya Lucia.
Mine ideer og inspiration til produktudvikling, fortællinger og illustrationer, får jeg mange steder fra, bl.a. fra min pædagogiske praksis og i samspillet med børn og deres betydningsfulde voksne – dér hvor leg, glæde, fantasi, og nærvær mødes. Dertil henter jeg også min inspiration i naturen, når jeg slapper af, lytter indad og udad til verden, og den inspiration som flyder frit her imellem.
Siden 1999 har jeg arbejdet med formidling af billedkunst og de skabende og kreative processer i både vuggestue, børnehave, bo-fællesskab og i skolen.
Min erfaring med billedkunst og kreative processer har jeg opbygget igennem det meste af mit liv, bl.a. som underviser i billedskolen på Den Kreative Skole i Fredericia – men også igennem egen skabende praksis i mit kreative værksted. I skrivende stund har jeg atelier/galleri i Riddergade 11 i Fredericia. Her modtager jeg ofte diverse illustrationsopgaver til både private og til virksomheder – i atelieret finder du også malerier og akvareller som jeg både laver for mig selv og som bestillingsopgaver.
Jeg er autodidakt indenfor mit eget skabende virke, men har deltaget på forskellige kurser og undervisningsforløb i bl.a. klassisk tegning, farver og formgivning, mandala-grundkursus og mandala masterclass. Jeg arbejder mest med akrylmaleri, akvarel og tegning – og elsker at udfordre mig selv og eksperimentere med stilarter, teknikker og forskellige udtryksmuligheder.
Jeg blev færdiguddannet pædagog fra UCsyd i 2004, og blev her meget inspireret af den pædagogik og forskning der lå bag udviklingen af børns og unges kreativitet og æstetiske læreprocesser. Jeg har siddet med i diverse idéudviklings-grupper og har faciliteret projekter, hvor omdrejningspunktet har været pædagogik og kreativitet. Jeg har fungeret som oplægsholder, facilitator af flere forskellige kreative workshops for pædagogisk personale, og har afholdt kurser og workshops for både kommunale og private virksomheder.
Dertil har jeg været med fra starten som underviser på Malerworkshoppen som en fast del af nordens største kreative messe “Kreative Dage”.
Jeg har stået for flere kunstudstillinger med børn og unge. Lige fra børnene fra Danmarks første “Kultur-kreative børnehave”. Men også ved Billedskolens årlige udstillinger, hvor jeg har været underviser for børn og unge fra 1. klasse og op til talentholdet med kursister op til 22 år.
I 2010 plantede jeg ideen bag projektet Det Kreative Team, som daginstitutionsafdelingen i Fredericia kommune startede op i samarbejde med Den Kreative skole. Her fungerede jeg som underviser i aktionslæringsforløb for pædagoger og deres børn i flere forskellige daginstitutioner i Fredericia kommune.
Efter min uddannelse til pædagog, har jeg sidenhen taget pædagogiske efteruddannelser i bl.a. didaktik og social inklusion, samt deltaget i alt, hvad jeg kunne rage til mig af foredrag, workshops og viden om kreativitet, det at skabe, og dens betydning for barnets udvikling, dannelse og trivsel. Jeg nyder at være nysgerrig på den pædagogiske praksis og den tilknyttede forskning omkring alt, hvad der kan inspirere til det gode børneliv. Når jeg ikke kun er selvstændig i min kreative business holder jeg af at have en finger i jorden på den pædagogiske praksis og næres derfor af arbejdet som pædagog.
Min mission er at smitte så mange som muligt med lysten til at skabe, og være med til at hjælpe børns kreative potentiale videre i den retning, hvor det giver lys i øjnene, flow-oplevelser, fordybelse og muligheder for at kunne give udtryk for sine indtryk, for derved at sætte sig aftryk i verden.
De bedste hilsner – Henny Jensen